.

Holmegaard Vin og Glamping

Vi er en familie på fire, som lidt ved et tilfælde snublede ind i en verden af druer, vin og glamping.

Vi hedder Ditlev og Jeanne og driver Holmegaard Vin og Glamping. Vi har to børn Ida-Sofie og Bjørn. Holmegaard som vores gård hedder er Ditlevs barndomshjem, og vi overtog det i 2017. Ditlevs forældre plantede vinstokkene på jorden i 2010 og har siden da forpagtet det ud til anden side. Vi har derfor altid nydt det flotte syn af den flotte frodige mark, når vi i sommermånederne kom på besøg, men aldrig selv været en del af arbejdet i marken. Da vi flyttede ind i 2017, var marken fortsat forpagtet ud, og vi havde nok forestillet os, at det ville den blive ved med at være. I 2022 ændrede dette sig dog brat, da forpagter ikke længere havde den fornødne tid til at passe marken. Vi valgte derfor selv, at springe ud i det med at passe en vinmark, og fik et lynkursus og gik i gang. Jeanne meldte sig derfor til et kursus i vinavl og lærte mere om beskæring, jordarbejdet, høst og vinificeringen. Siden hen har vi fået etableret et lille vineri og har siden årgang 2023 selv vinificeret vores druer. Læringskurven har været stejl og er det fortsat.

I 2024 åbnede vi op for glamping i vinmarken. Vi havde nedlagt nogle rækker med vinstokke, da de ikke trivedes grundet deres placering tæt på læhegnet. Derfor besluttede vi at flytte dem der kunne, ind i vores gårdsplads langs en sydvendt mur. Her trives de over al forventning. Den ledige plads i vinmarken udnyttede vi til 2 glamping telte og samtidig blev der etableret køkken og bad faciliteter i ladebygningen på gårdspladsen.

Vi nyder arbejdet i den frodige mark, som er en stor kontrast til vores ellers daglige arbejde, henholdsvis som sygeplejerske og lærer. Naturen får os ud af hovedet og ned i kroppen. Når vi i oktober høster druerne, så er det blevet en tradition at vores forældre er med, og hjælper med at få høsten i hus. Så er vi ofte 3 generationer i marken, som hjælpes ad, så den drøm Ditlevs forældre havde med vinen tilbage i 2010, er nu blevet en realitet efter lidt omveje.    

video produceret af Betamy.dk